Forside

Forside - lille

Så brug dog hjernen mand!
… det gælder i øvrigt også kvinder

Indledning

Helt præcist, den 1. marts 2012, var der premiere på den danske film om Hvidstensgruppen. Den handler, som alle sikkert ved, om modstandskampen under 2. verdenskrig. En kamp, hvor enkelte borgere satte sig imod overmagten, fordi de mente, at der var noget at kæmpe for. Det til trods for, at de vidste, at de kunne komme til at betale den højeste pris, nemlig deres eget liv. – Men de gjorde det! – Og de betalte prisen!

Uden sammenligning i øvrigt, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi i dag ikke også er nødt til ”kæmpe mod overmagten” for vores fremtidige eksistens.

I dag er overmagten ikke en krigstruende nation, men en livstruende situation. Her tænker jeg på både folkesundheden, forurenings-problematikken, energipolitikken, arbejdsløshedssituationen, finanspolitik-ken samt globaliseringen.

Overmagten består i, at der i ”velfærdsstatens hellige navn” er opbygget (nogen kalder det udviklet) et samfund, der er baseret på et ”ekspertvælde”, der hver især kæmper for deres eget lille område; godt hjulpet af lobbyisme og kapitalinteresser.

Tør vi, du og jeg, kæmpe mod denne overmagt. Med livet som indsats?

Ikke det fysiske liv; men det ”politiske liv”. (… vi skulle jo gerne blive valgt/genvalgt! – eller ikke miste ansigt).

Har vi det ædle MOD til virkelig at gøre op med ”velfærdssamfundet”, som vi kender det i dag? – Noget skal der gøres, for vi kan simpelthen ikke blive ved med at lappe mere på det gamle kludetæppe.

Mette Frederiksen havde ved sin tiltrædelse som beskæftigelsesminister, i et indlæg i Jyllandsposten (Røde idealer) erkendt, at ”systemet” har spillet fallit, og er nu ved at overhale blå blok indenom, bl.a. med udtalelsen ”mennesket før systemet”. – Jeg synes at kunne huske det udtalt af Anders Fogh Rasmussen for mere end10 år siden!

Hvis det nuværende velfærdssamfund havde virket optimalt, så ville vi ikke stå i den situation, at folk er syge af ”livsstilssygdomme”, finanskrisen der kradser i store dele af verden, disciplinære problemer i folkeskolen, en arbejdsmarkedssituation, hvor over haldelen at den arbejdsduelige arbejdsstyrke er på overførselsindkomster, og skal forsørges af den anden halvdel!

Mit bud er, at der bliver fokuseret på symptomerne, i stedet for på årsagen til de manglende resultater.

Man skal kunne gennemskue problemet for at finde årsagen.  – Eller sagt på en anden måde: ”Man kan ikke løse et problem med de samme tanker som skabte det!” – vistnok sagt af Einstein.

Hovedspørgsmålet er derfor: Har vi nået det resultat som vi ønskede? – Hvis svaret er NEJ; så må vi gøre noget andet. Virker vores indsats; eller virker den ikke?

Hvis vi overordnet ser på udviklingen på f.eks. sundhedsområdet, må vi konstatere, at der aldrig er brugt flere penge på sygehusvæsenet og behandlersystemet, end der gøres i dag. Vi har desværre udviklet et velfærdssamfund, der gør folk syge, for derefter at finde diagnoser og medicin, der skal helbrede de samme mennesker. Resultatet er skræmmende: Der har aldrig været flere syge mennesker i Danmark, end der er i dag.

Jeg fristes til at sige, at når man læser statistikkerne, så er der simpelthen ikke mennesker nok i Danmark til at ”udfylde” dem!

Folkesundheden er i fare, fordi der er udviklet et ”behandlingssystem”, hvor politikere har ligget under for ”eksperternes” krav om flere penge til centralisering af sygehusvæsenet ved at love effektiviseringer, på bekostning af de små ”lokale” sygehuse.

Men vi har jo heller ikke selv, som samfundsborger, levet op til det personlige ansvar, som man med rette kunne forvente, i retning af en sundere levevis. Tendensen har kort og godt været: giv mig en diagnose, behandl mig og gør mig rask.

Hvis alt det vi ved om forebyggelse og helbredelse, kombineret med de enorme resurser der bliver brugt, havde virket, så skulle der jo ikke være så mange syge mennesker i Danmark.

Ergo, det virker ikke; altså må vi gøre noget andet – helt andet! – Men har vi MODET til det?